Stutgården er et non-profit selvejende miljøterapeutisk tilbud for børn og unge i alderen 5-18 år. Vores samlede behandlingstilbud består af en dagafdeling med plads til op til otte børn og unge samt tre døgnafdelinger med i alt 24 pladser. Herudover er der på Stutgården intern skole, som fungerer som en integreret del af behandlingen.
…
Stutgårdens historie daterer sig helt tilbage til 1600-tallet, da Kong Frederik II drev stutteri på stedet, som dengang var tilknyttet Frederiksborg Slot. Her avlede Det Kongelige Frederiksborgske Stutteri gennem 300 år de berømte Frederiksborgheste.
Efter stutteriets nedlæggelse, blev Stutgården udstykket til privat bolig og dannede hjem for Henrik Cavling, tidligere chefredaktør på Politiken og stifter af Københavns Journalistforbund (nu Dansk Journalistforbund, Kreds 1), der boede på Stutgården med sin kone frem til sin død i 1933. Herefter blev ejendommen opkøbt af Journalistforbundets Rundskuedag i 1958 og skænket til institutionsformål. Ved Børne- og Ungehjemmet Stutgårdens officielle åbning i 1961 var det i sin tid ét af tre tilsvarende tilbud.
Stutgården drives i dag som en selvejende institution, men hører fortsat sammen med Dansk Journalistforbund, Kreds 1, idet tre af Stutgårdens bestyrelsesmedlemmer er udpeget af forbundet.
Her er da også stadig levn fra Stutgårdens royale tider at spore; i hovedbygningen, der i dag hører til administrationen, står en smuk, antik sofa – og det siges, at en magen til findes på slottet.
Stutgården er centralt beliggende i Hillerød i gåafstand til byens mange tilbud og med gode forbindelser til offentlig transport.
Vores naturskønne grund grænser op til Frederiksborg Slotshave, og vi drager ofte stor fordel af både grund og beliggenhed til at lade aktiviteter i naturen indgå som en del af det behandlingsmæssige og pædagogiske arbejde med børnene og de unge på Stutgården. Mange nyder nemlig godt af den afstressende effekt, naturen har, og det læringsmiljø naturen tilbyder.
Vi værner meget om et hjemligt miljø – både inde og ude – med plads til hyggekroge og udfoldelsesmuligheder. Således er alle afdelinger hjemligt indrettede, og til hvert hus hører et ude-legeområde, mens vi til fælles afbenyttelse har et bålhus, multibane, legeplads og gymnastiksal.
Rundt på grunden er der forskellige planter og træer at udforske – både spiselige og kendinge såvel som mere eksotiske. Fortællingen lyder, at Cavling bad alle, der besøgte ham fra ind- og udland, om at medbringe et frø, som så blev plantet på grunden. Heri findes også inspirationen til afdelingernes navne, da der tæt ved husene står henholdsvis et akacietræ, kastanjetræ, lindetræ og kirsebærtræ.
Stutgården ønsker at være det førende behandlingshjem for børn og unge med omfattende behandlingsbehov.
Stutgården er underlagt en række tilsyn, herunder bl.a.:
Stutgården drives som non-profit børne- og ungehjem, hvilket betyder, at overskud fra driften bliver i organisationen og skal anvendes i overensstemmelse med Stutgårdens vedtægtsbestemte formål.
Læs mere om, hvad det vil sige at være en non-profit-organisation, her.
Som selvejende organisation samarbejder Børne- og Ungehjemmet Stutgården med den offentlige sektor og supplerer de eksisterende offentlige tilbud.
Læs mere om, hvad det vil sige at være en selvejende organisation, her.
Som selvejende børne- og ungehjem er Stutgårdens øverste ledelsesorgan en bestyrelse, som er sammensat i henhold til bestemmelserne i Stutgårdens vedtægter. Bestyrelsen er ansvarlig for den overordnede ledelse, mens Stutgårdens forstander har ansvaret for den daglige drift og ledelse.
Tlf. 48 26 40 40
Stutterivænget 2, 3400 Hillerød