Tilrettelæggelse af individuelle behandlingsforløb
Konferencer
I forbindelse med at et barn indskrives på Stutgården, afholdes med udgangspunkt i den information om barnets udfordringer og ressourcer, som Stutgården har modtaget fra kommunen, en indskrivningskonference, som danner grundlag for barnets indledende individuelle behandlingsplan. Her drøftes det, hvad der særligt skal være fokus på i behandlingsarbejdet de første tre måneder, hvilket konkret udmønter sig i 3-5 fokuspunkter, som evalueres og justeres til tremånederskonferencen, hvorved behandlingsplanen genbesøges og tilrettes beroende på en individuel og konkret vurdering.
Herefter afholdes der løbende konferencer hvert halve år. Formålet med halvårskonferencen er at sikre fælles viden om og forståelse for barnets udvikling og fortsatte behov i forhold til indsatsen. Sidste periodes fokuspunkter evalueres, og der opstilles 3-5 fokuspunkter for den kommende periode. Hvis der er behov for det, justeres barnets behandlingsplan.
Tværfaglige møder
I den mellemliggende periode mellem konferencerne afholdes der tværfaglige møder, hvor behandlingen og tilgangen kan justeres, og der kan opstilles og evalueres på kortsigtede mål.
Inddragelse i egen behandling
Alle børn inddrages løbende i deres egen behandling med henblik på at sikre barnet indblik og medbestemmelse i egen behandling.
Både før og efter en konference er der således samtaler med barnet, og alt efter alder og behov inddrages det løbende i, hvad de voksne gerne vil hjælpe det med at mestre.
