Sådan foregår individuel psykoterapi
Der aftales en til to faste ugentlige terapitider, der tilgodeser barnets/den unges dagligdag bedst muligt. Selve terapien foregår i et afgrænset og fortroligt rum, hvor kun barnet og dets psykolog er til stede, og rammerne er tilrettelagt, så der er plads til at udtrykke sig på præcis den måde, barnet er bedst i stand til – hvad enten det er gennem samtale, leg eller tegning.
Det er op til barnet selv, hvilke temaer, emner og oplevelser, det vil bringe ind i terapien, og psykologen stiller sig til rådighed ved at være til stede, iagttage, lytte og forholde sig fordomsfrit til de tanker, barnet præsenterer om sine oplevelser af verden, sig selv og andre, sine vanskeligheder, angst, drømme og fantasier. Psykologen søger ud fra det, barnet præsenterer, at forstå dets tanker, og hvad det er, der rør sig hos barnet, og hjælper herigennem med at skabe mening og sammenhæng for barnet.
Der er altid tale om individuelle forløb, hvor hverken indhold eller tidsperspektiv på forhånd kan fastlægges eller forudsiges. Typisk er der tale om en udviklingsproces, som forløber over flere år.
